Stresssignaler og om at være stresset.

Ansvaret er ikke dit eget ansvar alene, når du er stresset.

Selv børn i 5-6 års alderen bruger ordet "stresset".

At være stresset betyder, at man mister grebet om evnen til at være nærværende og tilstedeværende.

Børn helt ned til 5-6 års alderen bruger ifølge de nyeste undersøgelser ordet "stresset". Det har de naturligvis hørt et sted. Derhjemme, i børnehaven/skolen og via medierne.
Det er tankevækkende og peger på vigtigheden af, at vi som voksne forholder os til stress.
Så vi kender vores egne stresssignaler og har redskaber til at håndtere dem.

Meget kan gøres.

Om det at være stresset udtaler nogle af Uni Coachings kunder - fokuspersoner. (Indenfor coaching anvendes udtrykket "fokuspersoner" i stedet for udtrykket "klienter/patienter").

Mand, 38 år.
Jeg var så stresset på grund af mit arbejde, at det gik ud over min kæreste og børnene. Jeg blev alt for let irriteret og skammede mig tit over min egen adfærd og elendige kommunikation, men havde svært ved at stoppe det, før det var for sent. Min arbejdsglæde blev mindre og mindre, - jeg tænkte hele tiden på, om jeg dog ikke kunne melde mig syg, og hvilke forklaringer, jeg skulle bruge, når jeg ikke havde fået mine opgaver færdig til tiden.
Det undrede mig meget, for jeg havde elsket det job og kunne pludseligt slet ikke genfinde lysten til at komme af sted. Men derhjemme nød jeg heller ikke at være. Det var som at være rastløs og udmattet på en og samme tid. Først da jeg kunne høre min puls, hvis der var stille omkring mig, gik jeg til læge, som øjeblikkeligt diagnosticerede, at jeg var stresset. Men det var svært at vide, hvad jeg så skulle gøre. For jeg kunne ikke slappe af, selvom lægen gerne ville sygemelde mig"

Mand 41 år.
Jeg havde det meget dårligt med, at jeg oplevede, at ledelsen ikke gav mig den indflydelse, som jeg plejede at have. Omstruktureringer gjorde, at jeg skulle køre min egen enhed, men manglede informationer ovenfra og følte mig alt for usikker. Jeg begyndte at bekymre mig og blev søvnløs og blev tit meget længere på jobbet, hvor jeg næsten hver dag snerrede af mine ansatte og blev betragtet som noget af en hidsigprop. Da jeg overhørte en samtale, hvor to af mine ansatte omtalte mig som en sur og gnaven mand, tænkte jeg, at nu måtte jeg gøre noget. Og mit valg faldt straks på coaching, for jeg ville ikke sidde og tale om min barndom, men ville gerne have redskaber til at håndtere denne situation på mit arbejde, så jeg kunne genvinde min ligevægt, selvrespekt og respekt.

Kvinde 35 år.
Jeg begyndte at lægge mærke til, at jeg blev mere og mere kortluntet. At jeg skældte meget mere ud på mine børn end jeg plejede. Det havde jeg det skidt med. Jeg følte mig ikke stresset, for jeg har et godt arbejde, hvor jeg selv kan styre, hvor meget eller hvor lidt, jeg vil arbejde, og jeg går 19 ud af 20 dage energifyldt hjem fra mit job. Så jeg forstod ikke, hvad der var galt. Vi havde det fint i parforholdet, og børnene var ikke mere grænsesøgende, end de plejede. Men mine udbrud var dybt urimelige og overeksalterede, og da min datter først sagde, at hun var bange for mig, måtte jeg sætte mig og tænke over tingene.
Det bekymrede mig, at min vrede og manglende selvbeherskelse var blevet så stor. Jeg kunne faktisk ikke rigtigt fatte det. Valgte at gå til coaching, for jeg er et generelt meget livsglad og balanceret menneske. Det var helt fantastisk at få bevidstgjort, at jeg havde sagt ja til en opgave, som jeg følte, at jeg ikke magtede, og heller ikke havde lyst til. Dette havde jeg ikke selv kunnet analysere mig frem til. Jeg ville bare have kæmpet igennem, som jeg jo plejer.
Men den befrielse og lettelse, det gav, at sige fra til denne opgave, og møde fuld forståelse for dette, betød, at min "gamle" ligevægt øjeblikkeligt var genoprettet. Det har vist mig, at enkle spørgsmål, der især relaterede sig til min følelsesmæssige stress, og min egen anvisning af, hvordan jeg kunne håndtere problemet, gjorde mig "normal" igen, gør, at jeg aldrig et sekund vil tvivle på at anvende coaching igen.

I nævnte eksempler er det let at bemærke forskellige tegn på stress.

Vi reagerer som mennesker forskelligt på det at være stresset.
Nogle bemærker primært den følelsesmæssige stress som kan defineres som bekymring, irritation, vrede, forvirring og oplevelsen af ikke at kunne klare kommende opgaver.

Andre igen bemærker den fysiske stress først.
Søvnløshed/søvnbesvær, smerter/spændinger, manglende energi, højere puls og blodtryk mv..

Det at være stresset kan også bemærkes på det mentale plan. At man har besvær med at fastholde informationer, at koncentrere sig og huske. Samt at man synes, at tingene tårner sig op, og at det meste forekommer uoverskueligt og belastende.

De allerfleste mennesker ved med sig selv, hvilke stresssignaler de har. Nogle får hyppigere hovedpine, andre sover dårligere, andre bliver bekymrede og modløse, og atter andre kan ikke være tilstede, uanset om de er hjemme eller på jobbet.

Og det vil være almindeligt, at man kan nikke genkendende til stresssignaler i hver af ovennævnte kategorier.

Generelt kan man sige, at det at være stresset betyder, at man mister grebet om evnen til at være nærværende og tilstedeværende. At man får sværere ved at koncentrere sig, huske, danne sammenhænge og at bevare energi og kræfter.
Mange har oplevelsen af, at de ikke rigtigt er sig selv. Og det er jo det første tegn på, at man må genfinde og opretholde den balance, som stress mange gange forrykker.

I Uni Coaching mener vi, at jo tidligere, man tager hånd om en stresset tilstand, jo nemmere og hurtigere når man tilbage til sig selv. I Uni Coaching hjælper vi med at afklare, hvor omfattende din stress er og hjælper med at guide dig til, hvad du kan gøre for at eliminere din stress og genvinde dit menneskelige fodfæste.