Udbrændt og udbrændthed er en effekt af stress.

Hvad vil det sige at være udbrændt? - Hvad er udbrændthed?

Er der bestemte signaler eller tegn man skal være opmærksom på.

Mange tror, at stress med efterfølgende udbrændthed kun rammer de svage.

Når et menneske har været stresset i lang tid, og således må betegnes som værende kronisk stresset, med hvad dertil hører af belastninger på krop og psyke, - samt med den effekt, som en sådan kronisk stresstilstand har på familie og arbejdsliv i form af manglende engagement og nærvær, begynder man at kunne tale om en tilstand af udbrændthed.

Mange tror, at stress med efterfølgende udbrændthed kun rammer de svage, - at udbrændthed kun rammer de mennesker, der i forvejen mangler eller kun i ringe grad indeholder fysisk som følelsesmæssig og mental robusthed. Dette er dog ikke tilfældet.
Læser man de seneste bøger og artikler, der omhandler stress og udbrændthed vil man bemærke, at der er adskillige undersøgelser, der peger på, at udbrændthed er hyppigst forekommende i social- og sundhedssektoren samt i undervisningssektoren.
Man vil desuden bemærke, at der er indikatorer for, at medarbejdere og ledere, der har et fagligt og personligt højt ambitionsniveau og lidt mundret formuleret, er perfektionister, også bærer en øget risiko for udbrændthed.
Dette hænger sammen med, at det værdisæt, man har i sit arbejde, ønskes opfyldt stort set hele tiden, hvorfor arbejdet "rykker med hjem" i bevidsthed som krop, og hvorfor tilstanden af tilfredshed sjældent opnås.
Desuden er der tegn på, at meget engagerede medarbejdere, dvs. de medarbejdere, der brænder mest for deres job og gerne sætter i gang, også er i risikogruppen for at opretholde et for højt stressniveau og dermed også i højere grad end andre, "brænder ud".

Ovenstående er gode eksempler på, at netop ikke kun de "svage" bliver stressede og udbrændte.

Definition på udbrændt - udbrændthed.

Forskeren Christina Maslach, hvis definition på udbrændthed er én af de mest brugte, knytter udbrændthed sammen med det at arbejde med andre mennesker.
Christina Maslach definerer udbrændthed som en sammensat følelsesmæssig tilstand, der viser sig som:

  • Følelsesmæssig udmattelse, hvor medarbejderen f.eks. ikke orker at forholde sig til andre menneskers problemer.
  • Negative, kyniske holdninger og følelser over for de mennesker, man skal hjælpe.
  • Reduceret selvværd og arbejdsevne - herunder oplevelsen af, at man er blevet dårligere til sit arbejde.

Vejen mod udbrændthed går ifølge Christina Maslach igennem følgende faser:

  • Engagement.
  • Tvivl/ambivalens.
  • Frustration.
  • Meningsløshed og tilbagetrækning.
  • Apati og kynisme.

Man kan her anføre, at der også er forekomster af udbrændthed hos mennesker, der ikke udelukkende arbejder med mennesker. Til trods herfor er Christina Maslachs definition meget sigende. Netop fordi et udbrændt eller kronisk stresset menneske med al tydelighed ikke har hverken energi eller kræfter til at være noget for nogen, hvad mange ægtefæller og børn desværre har levet og lever med i hverdagens Europa.

Der siges mere om udbrændthed.

En førende stressforsker Aleksander Perski, der er leder af Stressmottagningen på Karolinska Instituttet i Stokholm, udtaler:

  • Mennesker, der bryder sammen med et stresssammenbrud, har som regel tålt meget store belastninger i meget lang tid.

Hvorfor jeg har valgt at medtage dette citat, skyldes, at man ikke blot må falde i den lidt for lette konklusionsgrøft, at "Nå ja, jeg er også meget stresset, det må jeg lige få stoppet, jeg holder lidt ferie, og så op på hesten igen".
Det kan være forjættende at tale årsag - virkning i denne sammenhæng. Væsentligt er det dog også at forstå, at ikke kun et job kan medføre og opretholde stress og udbrændthed.

Anskuer man sit liv som et hjul med flere livsområder, der kunne hedde:

  • Familie/hjem.
  • Økonomi.
  • Netværk.
  • Fritid.
  • Personlig tilstand.
  • Helbred/sundhed.
  • Job.

så vil man mange gange bemærke, at der har været belastningsgrad i flere af områderne.

Måske har man i længere tid haft det svært i parforholdet. Måske har et af børnene haft problemer i skolen. Måske er en nær ven/et nært familiemedlem sygt eller afgået ved døden for nylig. Måske er den hobby, man har haft glæde af , blevet rykket til et tidspunkt, der er svært at forene med job og familie. Måske oplever man, at en kollega er lusket. Måske oplever man, at chefen forekommer autoritær og uforstående. Måske er man bagud med flere af sine opgaver. Måske har man i for lang tid ikke fået set sine venner og har dårlig samvittighed over dette. Måske er økonomien anstrengt af mange gode grunde. Måske er man i gang med at bygge om, så det flyder overalt, og man føler, at man ikke kan slappe af, når man er hjemme.
Osv.
Der er masser af belastningsfaktorer, man bør overveje, når kronisk stress er ved at tage form som udbrændthed. For ingenting kommer af ingenting.

Det, der er de tydeligste kendetegn på udbrændthed, er en tilstand af total udmattelse. At man hverken kropsligt eller mentalt/følelsesmæssigt har nogen form for overskud.
Man føler sig tappet, drænet og kan slet ikke hverken finde den gnist, gejst eller evne til at motivere og engagere sig selv, som man har kendt til fra tidligere. Ens omgivelser vil vanligt udtrykke stor bekymring, for det at være udbrændt er en speciel tilstand af, at man nogle gange godt ved, hvad man vil, men ganske enkelt ikke kan.
I de allerværste tilfælde af udbrændthed, tildeles der pension, fordi man vurderer, at et menneskes arbejdsevne er så forringet, at man ikke længere vil kunne bestride et job.
I knap så grelle tilfælde, men dog stadig svære tilfælde, vil en tilstand af udbrændthed betyde, at man godt kan arbejde, men på deltid. Oplever man som leder på en virksomhed, at man har medarbejdere med symptomer på udbrændthed, og at der forud for dette har været adskillige sygemeldinger på grund af stress, bør man overveje, om vedkommende kan genplaceres eller om man kan finde en deltidsstilling, hvor niveauet af ansvar er lavt.
Netop dette med ansvarlighed er et tema, som mange mennesker, der er udbrændte, kredser om. Det at skulle tage ansvar og at skulle stå til regnskab for eventuelle handlinger og ikke-handlinger, bliver for mange så uoverskueligt, at de ikke orker at tænke tanken til ende. I en sådan situation er det væsentligt i samarbejde med psykolog og læge og naturligvis vedkommende selv at afklare, hvad personen selv vurderer, at han/hun kan og vil. For det er afgørende i tilstande med udbrændthed at holde sig den realistiske sammenhæng mellem evner og vilje for øje.

Udbrændthed er altså en følge af kronisk og langvarig stress, og når Uni Coaching bemærker tegn på udbrændthed, er almindelig coaching ikke nok. Men kan være virkningsfuldt med hensyn til afklaring om videre forløb.

Denne tekst er derfor en form for dels information, dels advarsel om, hvor galt det kan gå, når udbrændthed konstateres. Sørg for at holde øje med dig selv og andre, for netop at sikre, at stresssignaler opfanges og håndteres i tide.

Igennem tiden har konsulenterne på Uni Coaching ofte hørt følgende sætning, udtalt af ledere:

  • "Min dør står altid åben, og I kan altid komme og snakke, hvis I har brug for det".

Det er en fin og god udmelding.
Og en udmelding, der netop fortæller om lederens gode intentioner og interesse i sine medarbejderes ve og vel.

Enhver leder bør naturligvis være opmærksom på, at denne sætning ikke må stå alene. På den måde at forstå, at man som leder ikke blot må læne sig tilbage og stole på, at medarbejdere da bare kommer, hvis/når de har noget på hjerte. Lederes ansvar består også i at lægge mærke til, hvad der sker og ikke sker for en medarbejder, så det er muligt for begge parter at gribe fat og få talt sammen, uanset hvis initiativ det er. I denne forbindelse skal også nævnes, at hvis man som leder lover en medarbejder at rette op på en situation, eksempelvis at lederen lover at rose i stedet for at kritisere så meget, må det overholdes. Især værdien "retfærdighed" er en af de værdier, hvis den udtales i ord, men ikke følges op i handling, kan føre til store skuffelser.

Især på virksomheder, hvor der er mange unge og entusiastiske medarbejdere, der godt vil give den en ekstra skalle og gerne vil arbejde igennem osv., må en leder være opmærksom på stress-signaler. Fordi der i de seneste år har været en stigning af antallet af unge mellem 25 og 30, der udvikler kronisk stress og med risikoen for udbrændthed til følge. Og det er jo godt at gå på arbejde, men det er væsentligt at vide, at man arbejder for at leve, og at man ikke lever for at arbejde. Fordi den sidste leveregel i mange tilfælde vil betyde, at forringet energi og stress vil have en alt for voldsom indvirkning på en persons liv i mange år fremover.